mandag den 13. marts 2017

Plejeprodukter uden alt hurlumhejet

De sidste år er jeg blevet mere opmærksom på hvad vi her i familien udsætter vores hud og hår for til hverdag. Vi er i forvejen ikke storforbrugere af plejeprodukter og har aldrig været det. Jeg bruger til hverdag ikke makeup og sætter hår med hårelastikker og hårnåle.
Vi har 7 produkter vi bruger hver dag, ihvertfald ugentligt, det er håndsæbe, intimsæbe, shampoo, balsam, creme, deodorant og tandpasta. Vi har desuden 2 produkter vi bruger efter behov, det er læbepomade og solcreme. Reglerne for produkterne er; Så få ingredienser, som muligt, Ingen plastik, ingen parabener og ingen SLS.

SLS er "Sodium Lauryl Sulfat" eller "Sodium Laureth Sulfat. Sulfat" og kommes i for at øge skum effekten og tørre hår og hud ud, så de øvrige ingredienser i sæben ordentligt kan trænge langt ind. Desværre har SLS den bagdel at det også er hormonforstyrrende - opfører sig som østrogen, både for os og for fisk og insekter. Vi får det ind i kroppen via hud, øjne og slimhinder samt hvis vi vasker hænder eller hår i varmt vand. Opvarmets SLS, frigiver det svovloxider på dampform og vi ånder dem ind....ellers optager vi dem bare langsomt over hud og slimhinder! Trumfen for mig er at det er et pesticid, altså det bliver brugt til at slå uønskede tilstedeværelser i marker ihjel med....HVORDAN endte det i min sæbe?

Håndsæbe
Håndsæbe skal rengøre hænderne og intet andet. Der er ikke brug for at det dufter, som en lavendelmark i Provence eller forsøger at give din hud creme på samtidig med af-fedtningen, så man føler at sæben aldrig ordentligt kommer af hænderne.

Vi bruger Urtekram No perfume - den indeholder 14 stoffer -  alle nogle jeg kender og ved hvad er og hvad de gør, ingen parabener, plastik eller SLS.
Dog syntes jeg at den pumpe, den kommer i alt for let giver alt for meget sæbe, det gør langt de flest pumper faktisk. (jo hurtigere den bliver tømt, jo hurtigere skal du jo købe mere) - Jeg sætter et hårelastik omkring pumpe stangen under pumpehovedet og kan derved lettere sørge for at doseringen ikke bliver enormt stor. Vi voksne bruger 2 pumpeslag og M bruger 1.

Shampoo
JEG har ikke behov for at mit hår dufter til hverdag, og derfor bruger M og jeg Urtekrams "No perfume" shampoo. den ligeledes er SLS-, plastik- og silikonefri og indeholder ingen underlige ingredienser, som ingen dødelige ved hvad er eller gør. Der er 15 stk i "No perfume" shampoo.
N, kan godt lide at det dufter når han vasker håret, så ham har vi ikke fundet den ideelle løsning til endnu - måske vi skal prøve at lave en selv? Urtekrams dufter for tøset(rose) eller ikke stærkt nok (appelsin), siger han. 😆😛 Han har desuden sart hovedbund, så alt med SLS er udelukket OGSÅ af den grund.

NÅR jeg gerne vil at mit hår dufter, putter jeg en smule af min yndlingsduft i før jeg sætter det.


Balsam eller Conditioner (hvad er forskellen?) 
Lige nu bruger vi (mest M på 5 år, som har krøller) Angelamarks balsam, men jeg tror vi prøver urtekrams af når de to halve flasker vi har nu er tomme. Urtekrams balsam har 17 ingredienser og jeg ved hvad alle ordene betyder og ingen af dem er parabener, plastik eller silikone. - Nu må vi se om den er god nok til M's krøller....(krydser fingre)

Intimsæbe
Intimsæben er noget jeg arbejder på at finde en bedre løsning til. Den jeg har nu er fra apoteket ( altså deres serie) men den indeholder både SLS OG paraben - siden jeg opdagede det har jeg nægtet at bruge den( godtroende, som jeg er, troede jeg at apoteket var klogere).
Desværre har jeg ikke rigtig noget godt alternativ - Urtekram har ingen intimsæber 😒(det ville ellers være perfekt, men næsten for nemt), så jeg må ty til den lokale Sundheds-pusher (aka helsekost) for en god intim sæbe, uden hormonforstyrrende stoffer - Jeg opdaterer lige når jeg har fundet en tilfredsstillende en.

Opdatering: Jeg har fundet en som fungerer ok for mig. Jeg har brugt den 5-7 gange og er positiv. Det er Organ(y)cs intimsæbe. Den indeholder ingen SLS og ingen parabener - dog indeholder den kamille olie, hvilket gør at den dufter dejligt og skulle være beroligende, men faktisk vil jeg helst have min intimsæbe helt fri for parfume.

Deodorant
Jeg bruger (igen) et "No perfume" produkt fra Urtekram, nemlig deres "Deo crystal", som indeholder et "all time low" på 4 ingredienser, hvoraf ingen er plastic, giftige eller hormonforstyrrende. M bruger selvfølgelig ikke den slags endnu, og N bruger kun deo med 3 dages mellemrum og da bruger han en Hugo Boss, som endnu ikke har fået et eftersyn og kun får det hvis han vil have det,

Tandpasta
Her bruger vi Zendium, fordi de ikke bruger SLS, men jeg har endnu ikke brugt ret meget tid på at udforske markedet og se om der skulle være et endnu bedre alternativ. Jeg har fx ingen ide om slibemidlet i Zendium er mikroplastik eller om der er andet skidt i. - Jeg vender tilbage når jeg skriver om tandbørster.

Creme
Jeg bruger "Organic Essence Shea cream", som indeholder 6 ingredienser - genkendelige og uden hormonforstyrrende virkning. Cremen bruger jeg i ansigtet og på halsen inden sengetid og hvis jeg magter det om morgenen.😏 Vi bruger den også til evt. tørre hænder, fødder, ben eller til massage.😊 Den er genial!

Læbepomade
Faktisk en vigtig ting, som jeg aldrig har tænkt meget over hvad indeholder. Hvilket egentligt er underligt fordi det jo er på læberne og derfor let kommer i munden. Jeg har ingen favorit endnu, men har overvejet at lave en selv med ingredienser fra Urtegården. De har også et par stykker på hjemmesiden Suztain.com, som jeg lige vil tjekke ud. - Igen, jeg opdaterer når jeg ved mere.

Opdatering: Mange læbepomader indeholder mineralske olier og parabener! Ikke smart at få i munden. Organic Essence, hvis creme jeg bruger og er glad for laver også læbepomade. Den indeholder sheasmør, bivoks, solsikkeolie, kokossmør og E-vitamin - altså 5 ingredienser. Beholderen er ligesom med cremen lavet af pap og er komposterbar. Rigtig godt alternativ til paraffin med parabener.

Solcreme
Her har vi indtil videre stolet på at Derma ved hvad de gør, det har jeg (efter at apoteket svigtede min tillid) ikke tænkt mig at gøre i år, ikke uden at undersøge det grundigt først! Jeg tænker at lave et separat post, når det er lidt mere aktuelt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar