torsdag den 3. august 2017

Genbrugs-stof-gave"papir"

Dette indlæg har jeg glædet mig til at lave.

Det er noget ret nyt jeg har fået øjnene op for i løbet af de sidste 6 måneder og jeg er vild med konceptet. Det her med genbrugs-gaveindpakning er ikke noget, som findes i Danmark. Det store udland er langt foran og der findes en del webshops som forhandler dem.
Det meste genbrugs-indpakning er af stof - andre er smukke papirposer. Der findes indpakning i strækstof, de er runde med en løbegang i kanten, som så lukker over gaven - mega smart! Andre er helt firkantede og kan bindes på mange fine og smarte måder alt efter gavens form. Så findes der nogle med trykknapper eller velcro og nogle konvolut-agtige i forskellige størrelser.

Det foreslås at have et beholdning i forskellige størrelser, som bruges til gaver indbyrdes i husstanden eller familien, så man ikke bruger meget tid og mange penge på at købe/lave gave"papir" som ikke bliver recirkuleret, men bare smidt ud med det almindelige gavepapir.

Jeg har tænkt om man kunne lave en lille lap, som syes ind i indpakningen, der fortæller om konceptet og hvordan recirkuleringen foregår og som beder modtageren sende den gode karma videre ud i verden.

Jeg har for nyligt ryddet drastisk ud i mit tøj og tænker at klippe lidt i noget af det og bruge det igen i en ny form. Det giver sådan en god mening! - især hvis ellers min mor eller bedstemor vil forbarme sig over mig og lære mig at sy på maskine... Mere om det i sensommeren, hvor jeg forhåbentlig har tid til den slags hyggerier når vores datter starter i skole og SFO.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar